Borgermødet i Rødding 29. maj-18

Borgermødet i Rødding 29. maj-18

Der var indkaldt til borgermøde i Rødding og ca. 25 tog imod tilbuddet.

Der var repræsentanter fra de forskellige foreninger i byen og dagens første programpunkt var ”Væksthus Spøttrup”. En vision der handler om at bringe Borgen til Borgens land.

Henrik Villadsen fra ”Provins” redegjorde for tankerne. Drømmen er at lave en bygning mere ved Borgen, hvor der kan laves aktiviteter året rundt.

Målet er at få flere turister til Borgen og området, og for at realisere dette, skal der afholdes mindst et par store events og flere små hvert år med international potentiale og mindst 70.000 besøgende. Dette vil kræve professionelle ansatte til at gøre det tunge arbejde. Siden skal der trækkes på de mange frivillige ildsjæle vi har i Rødding.

Der er søgt penge hos Real Dania Fonden, som er velvillig indstillet. De har i forvejen bidraget til den nye bygning ved Borgen. Også Kommunen har været med sideløbende.

Byrådet ønsker mere aktivitet på Borgen og det samme gør Skov og Naturstyrelsen. Samtidig er der pres på alle Museer om at skabe flere penge.

For at få Real Dania med, skal forretningsplanen dokumenteres, og det arbejde er man i gang med.

Forretningsplanen bliver lagt ind på siden senere.

Finn D. Andersen fortalte om Rødding 2020 også kaldet Rødding Udviklingsråd, hvori der sidder medlemmer fra foreninger, institutioner og virksomheder. Meget af det, de arbejder med, har med oplevelsesøkonomi at gøre.

Som noget nyt arbejder man på at oprette et erhvervsnetværk for lokale virksomheder og således give virksomhederne mulighed for at mødes og danne netværk. Han opfordrede virksomhederne til at melde sig ind i 2020- herunder også Internetvirksomheder. En evt. hjælp kunne være professionel hjælp til optimering af hjemmesider og FB samt branding.

Finn fortalte endvidere om Fonden Spøttrup Studegård, oprettet for at skabe et projekt omkring Spøttrup Borg. Der er 15 stude, som græsser ved søen og 60-75 familier er engageret, heraf de fleste fra Århus området. Man indtænker en form for studegård med måske 50 stude.

Læs mere på www.scorenstud.dk  Museum Salling er med i projektet.

Borgerforeningen fortalte, at der er sat nyt lyddæmpende loft op i forsamlingshuset og i juni skal der lægges nyt gulv, samt omorganiseres i køkkenet. Dorthe Stampe er ny udlejer af forsamlingshuset. Hun fortalte endvidere at Borgerforeningen får foreslået mange nye ideer, men bestyrelsen har ikke kræfter til at løfte flere opgaver, end dem de allerede er i gang med. Derfor vil det være velkomment med flere frivillige, der evt. kan løfte andre tiltag!

Der er arbejdsweekend i forsamlingshuset den 23. og 24. juli!

Bo Stampe fortale lidt fra Æbleforeningen. Pometet, Nørremarken 4A, De mangler frivillige. Man mødes i Pometet hver mandag formiddag, så har man lyst til at være med, kan man blot møde op! Der bliver snarest etableret et toilet ved Pometet og der er åbent for besøgende, hvis man har lyst til at besøge det dejlige område. Der er borde og bænke, så man også kan sidde og spise sin medbragte medbragte mad.

Arne Bisgaard fortalte om en inspirerende tur med Landsbyudvalget havde deltaget i. Her opererer de bl.a. med ”åbent skole”, hvor alle kan komme og se hverdagen i skolen, noget han kunne se en idé i at indføre.

Kaj Fjendbo fortalte at Spøttrupcirklen er udvidet til at være en generel forening, som alle kan melde sig ind i. I øjeblikket har foreningen 70 medlemmer – heraf er de 40 kunstnere. Sidste fernisering var en stor succes med 100 gæster fra nær og fjern.

Finn opfordrede endvidere til at der kommer indstillinger til Årets Ildsjæl og Byforskønnelsprisen, som uddeles ved Byfesten den 6. august.

I Bizz’art ligger brochuren ”Rundt i Rødding”. Der opfordres til at borgerne hjælper med at uddele til gæster og tage nogen med, når de besøger andre steder i landet, så vi kan hjælpe hinanden med at sprede budskabet om vores fantastiske by og egn!